Start

Klubben Racerne Opdrættere Til salg  Udstillinger Kontakt Links
Siameser  - Balineser - Orientalsk Korthår  - Orientalsk Langhår

 

Love for Dansk Siameser & Orientaler Ring

Senest revideret på den ordinære generalforsamling den 6.11.2016

pdf. til print

§ 1 Navn
Klubbens navn er Dansk Siameser og Orientaler Ring – i daglig tale DSO.

DSO blev stiftet 6. november 1993 ved en fusion mellem de 3 kategori IV specialklubber: ”Foreign White Klubben”, ”Orientklubben” og ”Specialklubben for Siamesere, Foreign White og Orientalere” (SWO).

DSO er baseret på specialklubben SWO, som blev stiftet 13. september 1986.

§ 2 Formål
a. At støtte arbejdet for opdræt af sunde og racetypiske katte med et godt temperament samt at udbrede kendskabet til og interessen for opdrættet af de af FIFe godkendte søskenderacer under kategori IV (SIA, BAL, OSH, OLH) med afsæt i de indsatsområder, DSOs medlemmer definerer og vedtager på GF.

b. At skabe konstruktiv debat blandt medlemmer i alle vigtige spørgsmål af betydning for opdrættet.

c. At opfordre medlemmer til at dygtiggøre sig ved deltagelse på kurser, seminarer, foredrag etc. samt støtte op om udstillingsarrangementer i lokalområderne med henblik på PR for vore racer.

d. At samarbejde med og videregive informationer til Felis Danica om DSOs synspunkter vedrørende opdræt, registrering og andre relevante spørgsmål.

e. At vedligeholde hjemmesiden samt udgive et seriøst og alsidigt blad 3 gange årligt som samlende element, der tilgodeser såvel opdrættere, udstillere som kælekatteejere.

f. At arbejde for, at opdrættet af vore racer befinder sig på et seriøst niveau.

§ 3 Hjemsted
Klubbens hjemsted er formandens adresse.

§ 4 Tilknytning
Klubben er specialklub under Landsforeningen Felis Danica, der er tilsluttet Federation Internationale Feline (FIFe), og er underlagt Felis Danicas til enhver tid gældende love for specialklubber.

Klubben kan indgå i samarbejde med foreninger med beslægtede formål.

§ 5 Medlemskab
Enhver med interesse for klubbens formål kan blive medlem. Indmeldelse foregår til klubbens kasserer og er gyldig, når betaling for medlemskab er modtaget på klubbens konto.

Ved indmeldelsen modtager det nye medlem et velkomstbrev og de for klubben gældende vedtægter samt bekræftelse for modtaget betaling.

Kvittering for indbetaling af kontingent er gyldigt medlemsbevis.

Medlemskabet går fra 1/9 til 31/8, og kontingentet forfalder til betaling pr. 1. september.

Udmeldelse skal ske skriftligt til klubbens kasserer.

Kassereren fører medlemskartoteket, og ved eventuel adresse-, telefon- og navneforandring skal dette straks meddeles denne.

§ 6 Ophævelse af medlemskab
Hvis kontingentet ikke er betalt rettidigt, ophæves medlemskabet.

Hvis et medlem optræder i strid med klubbens vedtægter og formål, har udvist grov illoyalitet over for klubben, eller der foreligger overtrædelse af Felis Danicas eller af FIFe's regler, kan DSOs bestyrelse sætte medlemskabet i bero til førstkommende generalforsamling.

Et medlem, hvis medlemskab er sat i bero, skal have skriftlig meddelelse herom. I den periode, hvor medlemskabet er sat i bero, kan medlemmet ikke modtage nogen form for serviceydelser fra klubben.
Bestyrelsen tager beslutning herom, men eksklusionen skal prøves på førstkommende generalforsamling.
På førstkommende generalforsamling indstilles medlemmet til eksklusion, hvor der skal være 2/3 flertal for beslutningen. Medlemmet skal have mulighed for at være til stede og tale sin sag.
Hvis et ekskluderet medlem senere ønsker at blive medlem af klubben, skal det behandles på førstkommende generalforsamling.

§ 7 Kontingent
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

§ 8 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

§ 8.1
Ved vedtægtsændringsforslag kræves 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer (inklusive eventuelle brevstemmer).
Ved almindelige forslag kræves simpelt flertal blandt fremmødte medlemmer (inklusive eventuelle brevstemmer). Ved ændringsforslag til stillede forslag på GF bortfalder brevstemmerne.

Ændringer træder i kraft med øjeblikkelig virkning, medmindre andet udtrykkeligt præciseres.

§ 8.2 Stemmeret & valgbarhed

Stemmeret har ethvert medlem over 18 år. En stemme pr. betalt medlemskontingent. Betaling skal ske senest 1. september, og dokumentation herfor skal foreligge.

Valgbarhedsalderen til bestyrelsen er 18 år. Kandidaten skal være medlem af en Felis Danica tilsluttet hovedklub og være bosiddende i Danmark. Kandidaten må ikke sidde i bestyrelsen i andre specialklubber under Felis Danica, der varetager søskenderacerne under kategori IV (SIA, BAL, OSH, OLH).

Kandidater til bestyrelsen kan opstille når som helst, men der kan kun brevstemmes på kandidater, hvis opstilling har været formanden i hænde senest 1. september.

Man kan først opnå valgbarhed til bestyrelsen efter 6 måneders medlemskab.

§ 8.3 Referat og beslutninger
Der føres beslutningsreferat over afholdte generalforsamlinger. Referatet godkendes af bestyrelsen samt dirigenten, og det offentliggøres senest medio december på DSOs hjemmeside samt i medlemsbladet.

Ved vedtægtsændringer vedlægges de nye vedtægter i deres helhed.

§ 9 Ordinær generalforsamling
§ 9.1

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i oktober eller november.

Det tilstræbes, at den finder sted i forbindelse med en udstilling og indkaldes af formanden med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelse sker ved meddelelse i medlemsbladet samt udsendelse af indkaldelse og dagsorden til medlemmerne.

Medlemmer kan stemme personligt eller pr. brev (ved ændringsforslag til oprindeligt forslag bortfalder brevstemmer). Indkaldelsen indeholder det officielle brevstemmepapir og er eneste gyldige brevstemme - udfyldt scannet stemmeseddel sendt til formand@dso.dk er dog acceptabel.

Den ordinære generalforsamling afholdes så vidt mulig på skift øst og vest for Storebælt
Orden: Øst for Storebælt i ulige år – vest for Storebælt i lige år.


§ 9.2 Forslag til Generalforsamlingen
Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 1. september. Til indkomne forslag kan der på ordinær generalforsamling fremsættes ændringsforslag af forslagsstilleren.

Ved ekstraordinær generalforsamling som anført i § 10.

§ 9.3 Dagsorden
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af dagsorden
4. Bestyrelsens beretning
5. Aflæggelse af det reviderede regnskab
6. Indkomne forslag
7. Fastsættelse af kontingent
8. Valg:
a. Formand for 2 år (lige år).
b. Kasserer for 2 år (ulige år).
c. 3 Bestyrelsesmedlemmer for 2 år (1 i lige år – 2 i ulige år)
d. 2 Suppleanter (vælges hvert år)
e. 1 Revisor (vælges hvert år)
9. Eventuelt

§ 10 Ekstraordinær Generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes i følgende tilfælde:
1. Når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.
2. Når mindst 20 % af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.

Den indkaldes med samme varsel som den ordinære generalforsamling. På den ekstraordinære generalforsamling kan kun behandles de emner, indkaldelsen vedrører, og der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

§ 11 Bestyrelsen
§ 11.1

Vælges af generalforsamlingen, som anført under § 9.3 under dagsordenens pkt. 6 og består af 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen samt 2 suppleanter, der vælges for 1 år ad gangen.

Formand og ét bestyrelsesmedlem vælges i lige år. Kasserer og to bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år.

Bestyrelsen vælges så vidt muligt fra begge sider af Storebælt.

Ved formandens eller kassererens forfald konstituerer bestyrelsen sig med ny formand eller kasserer indtil næste ordinære generalforsamling. Dette foregår ved en simpel flertalsafgørelse internt i den resterende siddende bestyrelse.

§ 11.2 Konstituering
Efter generalforsamlingen indkalder formanden bestyrelsen, der konstituerer sig selv, således at en arbejdsdeling klart fremgår, denne bringes i førstkommende medlemsblad og på klubbens hjemmeside.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen kan indkalde medlemmer udenfor bestyrelsen til at bistå i foreningens arbejde.

§ 11.3 Dagligt arbejde
Bestyrelsen varetager klubbens daglige ledelse under ansvar over for generalforsamlingen og skal således indhente dennes godkendelse for væsentlige, usædvanlige dispositioner.

Klubben tegnes af formand og et bestyrelsesmedlem i forening eller af den samlede bestyrelse. Kassereren og formanden kan disponere over girokonto og bankkonto under ansvar over for bestyrelsen.

§ 11.4
Emner, der ønskes behandlet af medlemmerne, skal tilsendes klubbens formand skriftligt.

§ 11.5 Bestyrelsens arbejde
Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når denne finder det nødvendigt, eller når 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker dette.

Formanden leder bestyrelsens arbejde.

Ved evt. afstemninger i bestyrelsen, hvor stemmetallet står lige, er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er mødt.

Referatet offentliggøres i førstkommende medlemsblad og på klubbens hjemmeside.

Bestyrelsen kan lade afholde kurser, seminarer og møder, ligesom den kan nedsætte arbejdende udvalg, alt til fremme af klubbens liv og trivsel og formålsparagraffer.

Hvis redaktøren ikke er et bestyrelsesmedlem, kan denne deltage i bestyrelsesmøderne, såfremt bestyrelsen eller denne selv måtte ønske det i anliggender, der vedrører denne.

Bestyrelsen kan refundere de udgifter, et medlem måtte have på grund af en med bestyrelsen aftalt virksomhed i klubbens tjeneste.

§ 12 Regnskab
Klubbens regnskabsår følger medlemsåret 1/9 til 31/8.

Regnskabet skal forelægges bestyrelsen i revideret og underskrevet stand senest 1. oktober.
Medlemmer kan ved henvendelse til kassereren få det reviderede regnskab tilsendt.

Klubbens midler skal være noteret i klubbens navn.

§ 13 Suppleanter

Suppleanterne deltager i bestyrelsens møder m.v. Suppleanter skal være rede til at deltage i klubbens ledelse, hvis et bestyrelsesmedlem får forfald.

§ 14 Revision
Revision af klubbens beholdning, bogføring, værdier, inventar m.m. foretages af revisoren valgt af GF.

§ 15 Opdrætterservice
Opdrætterservice ydes til medlemmer, der er registrerede opdrættere i et FIFe tilknyttet forbund.
Alle de i § 2 a anførte racer kan annonceres på klubbens hjemmeside og i medlemsbladet, forudsat at de er registreret i et FIFe tilknyttet forbund.

Klubben kan forlange dokumentation for ovennævnte.

§ 16 Ophævelse af klubben
Forslag om klubbens opløsning skal fremsættes på en ordinær generalforsamling - jf. § 9.1.
Ved opløsning af klubben kan dens midler kun anvendes til formål, der angår katte (hvis muligt specifikt de i § 2 a anførte racer), hvorfor forslag herom skal indgå i det indsendte forslag.

For at forslaget kan vedtages kræves:
- at det på den ordinære generalforsamling opnår 2/3 af de afgivne stemmer.
- at forslaget genfremsættes på en ekstraordinær generalforsamling senest en måned efter den ordinære generalforsamling og her opnår mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter de i § 9.2 anførte bestemmelser.

Ændret på DSOs generalforsamling den 6. november 2011.